Putin var i forrige uge med ved den store militærparade i Beijing, hvor Kina demonstrerede sin magt og sine nyeste avancerede våben. Og det har åbenbart givet ham lyst til også at spille med musklerne. For straks efter begyndte der at strømme kampfly og soldater fra Rusland og ind i Syrien, hvor en ny base er ved at blive opbygget i nærheden af Latakia – præsident Assads højborg – hvor russerne i forvejen har en flådebase i Tartus.
Dernæst mødte Putin frem på FN’s generalforsamling – for første gang i ti år – og holdt en stor tale om, at nu burde alle støtte op om det russiske initiativ til af bekæmpe Islamisk Stat. Han hånede USA og Vesten ved at sige noget i retning af: I har jo to gange fjernet lovlige regeringer, i Irak og i Libyen, og hvordan synes I selv det går? Putins budskab var, at Assad udgør den lovlige regering i Syrien, og derfor vil Rusland støtte ham i kampen mod terroristerne. Og da russerne begyndte at bombe, viste det sig også, at det ikke var Islamisk Stat, der var målet – det var modstandsgrupper, som er støttet af Vesten i oprøret mod Assad.
Hans møde med præsident Obama gav tilsyneladende ikke andet resultat, end at de to præsidenter enedes om at pålægge deres militære ledere at sikre kommunikationslinjer, der kan undgå konfrontationer når både russiske og vestlige lande bomber mål i Syrien. Det er bydende nødvendigt at undgå den slags uheld, hvor man kan komme til at ramme hinanden – men det kan godt blive kompliceret…
Men Putin fik den opmærksomhed, han ønskede sig. Han lavede en aftale med Iran, Irak og Syrien om efterretningssamarbejde, han blev kontaktet af bekymrede regeringschefer – f.eks. Netanyahu fra Israel – og han fik mindet Ægyptens præsident Sisi om, at han er en, der holder fast ved gamle venner i modsætning til amerikanerne, der gav Mubarak silkesnoren i Ægypten…
Det er et besynderligt spil, der foregår omkring Ruslands indsats i Syrien: Det er tydeligt, hvad det helt overordnede formål er – nemlig at få Rusland til at fremtræde som en stærk spiller på den globale scene, en stormagt man ikke kan ignorere. Og Putins evner til at spille en svag hånd dygtigt og aggressivt har da også ført til, at Ruslands isolation er brudt.
Samtidig er der bemærkelsesværdigt roligt ved fronterne i Østukraine, og Rusland synes at gøre en stor indsats for at dæmpe gemytterne blandt de oprørere, de selv har hidset op. Her skal man huske, at russerne er skakspillere: De spiller altid på flere baner samtidigt… og et selvstændigt formål med spillet omkring Syrien er formentlig at overtale de let bevægelige europæere om, at tiden snart er inde til at begynde en afvikling af sanktionerne mod Rusland. Krim synes helt at være gået i glemmebogen.
Men selv om Putin spiller dygtigt, så er det et stort spørgsmål, om han har kræfter til at fortsætte spillet ret længe.
Hvis han virkelig vil give præsident Assad den støtte, som er nødvendig for at holde hans vaklende regime ved magten i Syrien, så bliver det en meget kostbar affære. Det har Rusland ikke råd til, med den elendige økonomi, som er udhulet af sanktioner og lave oliepriser.
Man kommer imidlertid ikke uden om, at Putin har udstillet vestens svaghed. USA’s prestige lider stadig under den berømte streg i sandet, som blev trukket af Obama, der truede med at gribe ind, hvis Assad brugte kemiske våben. Det gjorde Assad, og der skete ingenting. Hvorefter Putin trådte til som redningsmanden, der sørgede for at Assad afleverede sine kemiske våben (en del af dem, i det mindste) så de kunne blive sejlet bort til destruktion.
USA har også måttet erkende, at forsøget på at udruste og opstille kampduelige modstandere af Assad og IS er slået fejl. Der et postet uhyrlige beløb ind i udrustningen af en meget lille styrke, der blev slået i stykker, før den nåede i aktion. Og europæerne er blevet lammet af den flygtningestrøm fra Syrien, som fik både de fælles ydre grænser og den indbyrdes solidaritet i EU-kredsen til at bryde sammen.
Så Putin har haft en taknemmelig baggrund at spille stærk mand på.
Det russiske indspark vil næppe få en fredelig løsning til at rykke nærmere. Oprøret i Syrien var rettet mod Assad, og det er ham, som har slået sine medborgere ihjel med tøndebomber og kemiske våben – og det er ham, der har skabt grundlaget for, at så mange sunnier har søgt over i Islamisk Stat.
Ganske vist siger Putin, at Assad skal være rede til at indgå kompromiser med oppositionen. Men indtil videre ser det desværre ud til, at endnu flere syrere vil blive drevet på flugt.
Det understreger behovet for, at de rige lande kommer til lommerne. Den humanitære situation i og omkring Syrien er katastrofal. Der er ikke penge til FN’s fødevareprogrammer, skoler og lazaretter lukker. Og så er der ikke noget at sige til, at syrerne gør alt hvad de kan for at komme ind i Europe, også selv om det er med livet som indsats.
Der er brug for massiv nødhjælp og bistand til de nabolande, der bærer de tunge byrder – og der er brug for sikre zoner, beskyttet med militær magt. Ruslands indsats har hidtil ikke bidraget til at bringe en fredelig løsning nærmere. Men hvis det kan fungere som et spark bagi til de vestlige lande for at blive mere synlige, kan den måske alligevel have gjort en vis gavn.
